Konservative har ikke talt om lækagesag: Det haster jo ikke
Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen oplyser efter gruppemøde, at partiet endnu har drøftet eventuel ophævelse af folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksen. Ifølge Pape haster det ikke. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Partier i blå blok presser på for at få et svar, men Pape har ikke travlt med at melde ud om Hjorts immunitet.
De Konservative har ikke diskuteret en eventuel ophævelse af folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet på onsdagens gruppemøde.
Det siger partiformand Søren Pape Poulsen efter et møde på Christiansborg, hvor sagen fylder, fordi partilederne i disse dage får en orientering en efter en af Rigsadvokaten. Hjort står over for en mulig tiltale for læk af statshemmeligheder.
- Det haster jo ikke, stille og roligt. Vi har andre sager, vi skal behandle. Vi melder ud, når vi har drøftet den her sag. Det tror jeg, jeg har sagt tre gange nu.
- Vi har ingen hast. Regeringen har ikke givet os en tidsfrist. Så vi melder ud, når vi har drøftet det, og vi vil have god tid til at drøfte det, siger han.
De andre partier i blå blok vil have indsigt i sagen mod Claus Hjort Frederiksen, der er tidligere forsvarsminister.
Men det afviser regeringen, der ikke vil dele for mange informationer om sagen, som er fortrolig.
Det har fået Morten Messerschmidt (DF) til at meddele, at hans parti ikke kommer til at stemme for ophævelse af Claus Hjort Frederiksens immunitet. Venstre ville ikke stemme for, så længe partiet stemmer i "blindhed", som formand Jakob Ellemann-Jensen formulerer det.
Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, har meddelt, at partiet vil frede Hjorts immunitet.
Det efterlader De Konservative som det eneste parti i blå blik, som endnu ikke har taget stilling.
Hjort er sigtet for at have fortalt om statshemmeligheder i pressen.
Rigsadvokaten vil rejse tiltale, og den indstilling vil regeringen følge. Det kræver dog, at et flertal i Folketinget vil ophæve Hjorts immunitet.
Hjort blev sigtet i december, men sigtelsen mod ham er hemmelig.
Selv siger han, at det drejer sig om, at han har bekræftet et kabelsamarbejde med USA. Det har medierne tidligere skrevet om, men det var uden officiel bekræftelse af samarbejdet.
Sigtelsen omhandler en overtrædelse af straffelovens paragraf 109. Den drejer sig om læk af oplysninger om sager, "hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror".
Strafferammen er fængsel i 12 år.
For at der kan rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen kræver det, at den parlamentariske immunitet, Hjort nyder som folketingsmedlem, ophæves af et flertal i Folketinget.
Socialdemokratiet, SF og Frie Grønne har meddelt, at partierne ønsker at ophæve Hjorts immunitet.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub