Erna Solberg, lederen for Norges konservative parti Høyre, kræver i den norske avis VG en stop for den hetz, der bliver ført mod muslimer i landets indvandringsdebat.
Hun sammenligner med hetzen mod jøder op til 2. Verdenskrig.
Hos det danske søsterparti De Konservative (K) mener politisk ordfører Carina Christensen ikke, at muslimer udsættes for hetz i den danske debat.
- Vi har ytringsfrihed, og det er en vigtig del af demokratiet. Vi har måske en hård tone i Danmark, men stadig synes jeg, at vi har en sund debat, siger Carina Christensen.
- At sammenligne med jødeforfølgelse og jødehad, det er hårde ord. Men jeg er da enig i, at vi skal have en god tone og respekt for hinanden.
Hun mener ikke, at højreekstremisten Anders Behring Breiviks bombeangreb i Oslo og massakre på Utøya, giver anledning til at ændre tonen i den danske politiske debat, når det gælder muslimer.
- Jeg synes ikke, at Anders Behring Breiviks terror i Norge skal ændre på det, siger Carina Christensen.
Hun mener heller ikke, at regeringens støtteparti Dansk Folkeparti skal skrue ned for retorikken, når det gælder muslimer.
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Jesper Langballe er ellers begge dømt for racisme på grund af ytringer om muslimer.
- Jeg tager afstand fra den slags, men de personer er jo også blevet dømt efter racismeparagraffen, siger Carina Christensen.
Erna Solberg maner i sin kommentar i VG til kamp mod det, som hun kalder "hverdagsracisme".
- Måden ekstreme antiislamiske grupper omtaler muslimer på i dag, ligner den måde, ekstreme antisemitiske grupper omtalte jøder i det tiår, der førte op til Anden Verdenskrig, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker