Venstre og De Konservative forsømmer ingen lejlighed til at sparke løs på Socialdemokraterne og SF's økonomiske plan, Fair Løsning. Den er luftig og uden konkret angivelse af finansieringen, lyder kritikken.
Men nøjagtig det gør De Konservative sig selv skyld i med deres seneste budskaber om skattelettelser, mener Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.
- De Konservative mangler at anvise finansiering på i hvert fald 11-12 milliarder kroner i forhold til de udmeldinger, de kom med på sommergruppemødet. I den situation dansk økonomi er i nu, er det utroværdigt, at et regeringsparti strør om sig med løfter uden at anvise konkret finansiering, siger han.
De Konservative har en vision om, at skatten på den sidst tjente krone maksimalt må være 50 procent, og den gentog den konservative partiformand, Lene Espersen, onsdag på partiets sommergruppemøde.
Gennemføres det sammen med partiets finansordfører, Mike Legarths, forslag om at sænke selskabsskatten med fem procent, så vil det samlet koste et beløb på den anden side af 10 milliarder kroner årligt.
De Konservative har peget på beskæring af erhvervsstøtteordninger som en finansieringskilde til at lette selskabsskatten.
- Men de har ikke peget på en eneste konkret ordning, der skal fjernes. Og til lettelsen af marginalskatten har de ikke peget på en eneste krone i konkret finansiering. Derfor er deres kritik af vores plan grænseløst hyklerisk, siger Bødskov.
Spørgsmål: Men er det ikke fair nok at komme med en politisk vision uden at pege på den konkrete krone til krone finansiering. Det er jo det samme I gør. I jeres plan er finansieringen bundet op på en forhandling med fagbevægelsen?
- Vi anviser konkrete politiske værktøjer. De peger på, at det muligvis er inden for erhvervsstøtteordningerne. Men de har ikke peget på en eneste konkret støtteordning, siger han.
Lene Espersen var på pressemødet ikke konkret om, hvornår skattelettelserne skal gennemføres og om de skal gennemføres i den størrelsesorden, Mike Legarth har foreslået.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker