Konservative venter rød-blå reform før ferie
Selv om Enhedslisten og S og SF's bagland er skuffede over, at regeringen kigger til højre, hver gang de skal forhandle reformer, ser det ud til, at Danmark får endnu en rød-blå reform før sommerferien.
I hvert fald hvis man spørger De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Mai Henriksen, der sidder med ved bordet, når Venstre og De Konservative forhandler fleksjob- og førtidspensionsreformer med regeringen.
- Sådan som forhandlingerne har forløbet indtil nu, så er de konstruktive, og vi er inde i en god gænge, hvor det ser positivt ud. Og det ser ud som om, vi godt kan nå hinanden inden sommerferien, siger Mai Henriksen til Ritzau.
Hun understreger dog, at det er under forudsætning af, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) "bøjer sig" ved nogle af de knaster, der er i forhandlingerne.
En af de knaster er regeringens forslag om at afskaffe fleksjobordningen for selvstændigt erhvervsdrivende. Det er en vigtig sag for De Konservative.
- Ligesom lønmodtagere kan gå hen og blive syge, så kan selvstændige altså også. Derfor skal selvstændige også kunne få fleksjob. Sygdommen skelner ikke mellem, om du er lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, siger Mai Henriksen.
Hun stejler også over regeringens forslag om at differentiere ydelsesniveauet alt efter, om man er medlem af en a-kasse eller ej.
- Jeg kan bare konstatere, at når vi har a-kasser i dag, så er det for at sikre os mod ledighed. Det er en hel anden diskussion, når vi skal ind og forsikre os mod sygdom, siger Mai Henriksen.
Men trods enkelte knaster tror hun på, at regeringen vil være lydhøre, og at reformerne kommer i hus.
- Regeringen er interesserede i at få en aftale inden sommerferien, siger hun.
Reformerne af førtidspensionen og fleksjobordningen skal give 1,9 milliarder kroner årligt til statskassen.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde