Konservative vil ikke i regering for enhver pris
Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti, takker ja til Statsminister Lars Løkke Rasmussens invitation til regeringsforhandlinger. (Arkivfoto) Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Intet er fastlagt på forhånd, lyder det fra De Konservative forud for kommende regeringsforhandlinger.
De Konservative takker ja til statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) invitation til regeringsdrøftelser.
Om en ny borgerlig trekløverregering kan lykkes må dog komme an på en prøve, lyder det fra formand Søren Pape Poulsen.
- Som jeg sagde i min landsrådstale, så skal vi i det borgerlige Danmark vise, at vi kan arbejde sammen og føre borgerlig politik.
- Jeg tager imod statsministerens invitation, og så må vi se, om der kan skabes et grundlag, som vi kan se os i, siger formanden.
En trekløverregering vil give en mere stabil regering med Dansk Folkeparti som støtteparti, mener Lars Løkke Rasmussen.
Det, der får De Konservative til at overveje regeringsscenariet, er, at virkeligheden lige nu peger på, at Mette Frederiksen (S) og venstrefløjen kommer til at styre Danmark, lyder det fra formanden.
- Det mener vi ikke er i det borgerlige Danmarks interesse, siger Søren Pape Poulsen.
Løkke har allerede diskuteret spørgsmålet med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, Søren Pape Poulsen og Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen.
- Det er min konklusion, at hvis vi succesfuldt skal række ud efter vores fremtidsdrøm, så bliver vi nødt til at gribe det politiske arbejde anderledes an, sagde statsministeren i sin tale på Venstres landsmøde i Herning.
Invitationen kommer i kølvandet på, at finansloven for næste år er faldet på plads. Derudover er vigtige aftaler om PSO-afgiften og ejendomsvurderinger også kommet i hus.
Ved at tage Liberal Alliance og De Konservative med i regeringen får de tre partier lejlighed til at skrive et nyt regeringsgrundlag sammen.
- Vi går ikke ind i noget som helst, medmindre der er meget tydelige konservative aftryk i et regeringsgrundlag.
Processen vil begynde mandag, hvor statsministeren vil afholde de første møder om samarbejdet.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker