Konservative vil presse regeringen til burkaforbud
Regeringen er splittet på spørgsmålet om et burkaforbud. K er for, LA imod. Venstre er i tænkeboks.
De Konservative ser ikke nogen grund til at vente med at indføre et forbud mod heldækkende beklædninger som den muslimske burka.
Problemet er bare, at VLAK-regeringen er splittet på området. Mens De Konservative er for, så er regeringspartneren Liberal Alliance lodret imod.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i sidste uge, at Venstres burkadebat er sat i bevægelse. Han har i øjeblikket ikke et svar på, om Venstre er for eller imod.
Men hos De Konservative er der ingen tvivl.
- Det er ikke afgørende, om det er 100 eller 1000 kvinder, der bærer burka eller niqab.
- En kvinde, der bliver undertrykt, er en kvinde for meget, siger De Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Nyborg.
- Vi vil øge presset internt i regeringen. Det er en vigtig prioritet for os, siger hun.
Internt i Venstre er udlændingeordfører Marcus Knuth tilhænger af et forbud mod de muslimske klædedragter burka og niqab.
Emnet er ganske aktuelt igen, efter at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har blåstemplet, at den belgiske stat må lovgive imod, at folk har beklædning på, der dækker ansigtet.
Liberal Alliance er inderligt imod, fastslog udlændingeordfører Laura Lindahl i sidste uge.
- Vi tror ikke på, at det vil hjælpe de kvinder. For mig at se er det et symbolpolitisk forslag, der ikke vil hjælpe noget i den virkelige verden, sagde hun.
Dansk Folkeparti har tænkt sig at fremsætte forslag om et forbud efter afgørelsen fra menneskeretsdomstolen.
- Det betyder, at vi helt automatisk skal drøfte det her, og det vil regeringen gøre, siger Mette Abildgaard.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker