Kontanthjælp bliver skåret for tusindvis af unge

For at få folk i arbejde eller uddannelse vil regeringen reducere ydelserne markant til de 25-29-årige i det udspil til en kontanthjælpsreform, der præsenteres mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Her bliver unge under 30 år, der er på kontanthjælp, men uddannelsesparate, pålagt at tage en uddannelse. Og i stedet for deres hidtidige indtægt vil de fremover modtage en uddannelsesydelse, der svarer til SU. Det skriver Politiken.

Særligt hårdt bliver gruppen af 25-29-årige ramt. I stedet for deres nuværende kontanthjælp på 10.500 kroner vil de blive sat ned på godt 5700 kroner. Altså et tab før skat på 4800 kroner i forhold til deres nuværende ydelse.

De 18-25-årige, der i dag modtager den såkaldte ungeydelse, får en mindre nedgang i indtægten.

Til gengæld vil de i højere grad end tidligere få hjælp til at tage en uddannelse. Det sker som et led i regeringens ambition om, at unge skal sendes i enten uddannelse eller job.

Kontanthjælpsreformen skal ifølge Politikens oplysninger give omkring én milliard kroner i provenu. Penge, der skal bruges på den kommende konkurrenceevnepakke.

Imidlertid vil det ske efter en model, hvor provenuet fra nedsættelserne i ydelser bliver brugt direkte på at forbedre den nuværende indsats i blandt andet jobcentrene.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), og regeringspartiernes ordførere vil ikke direkte bekræfte den konkrete barbering af ydelsen.

Men tanken ligger ikke SF's kontanthjælpsordfører, Sanne Rubinke, fjernt.

- Vi finder det naturligt, at hvis man er ung og i stand til at tage en uddannelse - så er det okay, at man forsørges på SU-niveau, siger Sanne Rubinke.

I flere dage har der i medierne dryppet initiativer fra den kommende reform. De peger i retning af en indsats, der er langt mere individuel, end tilfældet er i dag.

Til gengæld stilles der også øgede krav. Jobklare kontanthjælpsmodtagere på 30 år og derover bliver sendt ud i såkaldte nyttejob, hvis de ikke efter et halvt år selv har fundet et.

Tager de ikke arbejdet, skæres de i kontanthjælp. Og der sættes ekstra midler af til voksenundervisning, men efter samme princip: Pjækker man, beskæres kontanthjælpen.

/ritzau/