Kræftens Bekæmpelse: Farligt med e-cigaretter til børn
Vi ved ikke endnu, om e-cigaretter skader helbredet, men vi ved, at rygning af e-cigaretter kan bane vejen for afhængighed af almindelige smøger.
Det siger Kræftens Bekæmpelse, som kalder det "ansvarligt", at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) overvejer at forbyde salg af e-cigaretter til børn og unge.
- Vi har et kollektivt ansvar overfor børn og unge, så det er et overordentligt fornuftigt initiativ. Vi er dybt bekymrede, og der er en masse forældre, der er bekymrede, siger formand Frede Olsen.
Tidligere på ugen har Kræftens Bekæmpelse fortalt, at foreningen får henvendelser fra stadig flere forældre, der har grebet deres børn i at ryge e-cigaretter.
Sundhedsminister Nick Hækkerup vil nu tage kontakt til Folketingets partier, for at høre om de vil bakke op om et forbud mod salg til børn og unge.
- Selvom vi ikke med sikkerhed ved, om e-cigaretter er sundhedsskadelige, så synes jeg, det er bekymrende, at børn helt ned i 10-12 års alderen pulser løs på e-cigaretter med jordbær-, lakridssmag og lignende, siger ministeren i en skriftelig kommentar.
Undersøgelser har vist, at få minutters rygning på en e-cigaret med nikotin påvirker luftvejene. Men det er endnu ikke blevet bevist, at rygningen skader helbredet på lang sigt.
Frede Olsen mener, det er uansvarligt at ryge e-cigaretter, når der ikke er styr på, hvad risikoen er.
- Det er jo normal procedure, at man ikke introducerer mulig giftstoffer, for derefter at undersøge, om det er gift, siger han.
- Vi må sige, at der er fuldkommen mangel på styr på, hvad indholdsstofferne er, så det her er et opråb til sundhedsmyndighederne at gå langt dybere ind i det her, siger han.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse ryger fem procent af danskerne e-cigaretter.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker