De grønlandske socialdemokrater, Siumut, der er det største oppositionsparti, kræver nu en uvildig undersøgelse af sagen om det private mineselskab Greengems ApS.
Det sker efter kritik af, at Grønlands regeringschef, Kuupik Kleist, og ministeren for råstoffer, Ove Karl Berthelsen, har familiemedlemmer i toppen af mineselskabet, som har fået tilladelse af regeringen til at lede efter smaragder.
Siumuts medlem af Revisionsudvalget i det grønlandske parlament, Inatsisartut, Kristian Jeremiassen, skriver i en pressemeddelelse, at han ikke blot kræver alle oplysningerne fremlagt, men at der nu må gennemføres en "uvildig undersøgelse af en vildig person".
Aviâja Vandersee er således bestyrelsesformand for Greengems ApS og samlever med regeringschef Kuupik Kleist fra det venstreorienterede regeringsparti Inuit Ataqatigiit (IA), som kom til magten i 2009. Aviâja Vandersee er også overassistent på selvstyrets afgiftskontor.
Grethe Kramer Berthelsen er direktør i samme selskab og gift med landsstyremedlem (minister, red.) for råstoffer Ove Karl Berthelsen (IA).
De to kvinder trådte ind i bestyrelsen i oktober 2009 og afløste deres mænd, efter at IA havde vundet regeringsmagten.
Kuupik Kleist afviser at have favoriseret Greengems ApS og fastholder, at efterforskningstilladelsen er tildelt "helt efter bogen".
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde