Kreditpakken til det danske erhvervsliv er endnu ikke klar, oplyser Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Regeringen har forhandlet med Dansk Folkeparti om pakken, og ifølge Ritzaus oplysninger er man indtil videre nået frem til en kreditpakke på omkring fire milliarder kroner.
Det er sket efter en politisk armlægning mellem regeringens forhandlingsleder, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), og finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF), hvor Dansk Folkeparti ifølge Ritzaus oplysninger får bragt pakken ned fra fem milliarder kroner til fire.
Oppositionspartierne er endnu ikke blevet indkaldt til forhandlinger med regeringen, og det er derfor uklart, om der bliver tale om en bred eller en smal forligskreds.
Ud over at Dansk Folkeparti vil bruge færre penge på kreditpakken end regeringen, udlægges den ændrede kreditpakke ifølge Ritzaus oplysninger som en lærestreg til regeringen, der ikke tog Dansk Folkeparti med på råd, inden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Lene Espersen på Færøerne præsenterede regeringens udspil til en kreditpakke på fem milliarder kroner.
De fire milliarder kroner vil ifølge Børsen blive fordelt med to milliarder til eksportkreditter og to milliarder til kautioner og risikovillig kapital. Landbruget vil desuden blive omfattet af kreditpakken.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker