Uden offentlighedens kendskab har Danmark i årevis huset krigsforbryderen Refic Saric, der ellers skulle være udvist for bestandigt for mere end otte år siden.
Han er selv bosnier, men stod i 1993 bag omfattende mishandling af andre bosniere i den kroatiske fangelejr Dretelj. To døde efter at være blevet gennempryglet. Andre fik sparket tænder ud, blev banket bevidstløse eller blev tvunget til at lægge sig afklædt på brandvarm asfalt, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Saric blev i 1995 af Højesteret dømt for krigsforbrydelserne. Straffen var otte års fængsel og efterfølgende "udvisning for bestandigt". Han blev løsladt omkring årtusindeskiftet, men blev aldrig sendt ud.
I stedet har han været en af de hemmeligholdte personer på såkaldt "tålt ophold" - på trods af, at Bosnien ifølge Danmarks ambassadør i Sarajevo er fredeligt i dag.
Dansk Folkeparti kræver, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) straks tager affære.
- Det må vi tage op med integrationsministeren omgående, for der er ingen grund til, at vi accepterer, at han fortsat bor i Danmark, siger retsordfører Peter Skaarup, som vil vide, hvorfor Refic Saric ikke er smidt ud, og hvordan udvisningsdommen kan effektueres.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned