De føler sig truet, forfulgt og magtesløse over for deres stalker.
Men nu skal det være slut. Regeringen vil med et nyt lovforslag sikre, at eksempelvis eksmænd får sværere ved at chikanere deres ekskoner.
Det vækker glæde hos direktør for Dannerhuset, der hjælper kriseramte kvinder, Vibe Klarup Voetmann.
- Det er meget hjælpsomt, at regeringen nu har fremlagt det her lovforslag. Man kan altid ønske sig mere, men vi er rigtig glade.
- Der er noget forebyggende i det. Der er et signal om, at staten tager det alvorligt, hvor kvinderne før skulle bevise, at de ikke var tossede, når de følte sig forfulgt, siger Vibe Klarup Voetmann.
Hun beretter om stalkerfænomenet som et "markant stigende" problem blandt de kvinder, Dannerhuset hjælper.
- Politiet har haft vanskeligt ved at tage det alvorligt, og der har ikke været nogen særlig markant opfølgning på eksempelvis et tilholdsbrud. Det bliver ændret nu håber Vibe Klarup Voetmann.
Lovforslaget, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) løftede sløret for på sit ugentlige pressemøde, indebærer en mulighed for at udvide et tilhold til - ud over at gælde den forfulgtes bopæl - steder, hvor vedkommende køber ind.
Det hilses velkomment af Lene Johanneson, sekretariatschef i Landsorganisation af Kvindekrisecentre.
- Alene det, at der kommer en stalking-paragraf, er vi glade for, men vi har længe talt for et områdetilhold i stedet for et tilhold på hjemmet, men man kan jo ikke begrænse nogen til udelukkende at være i hjemmet.
- Og ofte har kvinderne oplevet, at manden bare står henne på hjørnet, fortæller Lene Johanneson.
Forslaget skal fremsættes i slutningen af november og ventes at kunne træde i kraft i det nye år.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde