Kristian Jensen: Alle har ret til at stille op som formand
Venstres næstformand, Kristian Jensen, har en ambition om at afløse Lars Løkke Rasmussen som partiets formand, når det bliver aktuelt. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Inger Støjberg mener, at hun har viljen til at afløse Løkke som Venstres formand, men ved ikke, om hun vil.
Det er en diskussion, som har været der før, men ganske belejligt er den blusset op igen i forbindelse med Venstres landsmøde i Herning.
Hvem skal være formand for partiet, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en dag ikke er det længere? Finansminister og næstformand i Venstre Kristian Jensen er det oplagte valg.
Men partifælle Inger Støjberg har igen bragt sit navn i spil, selv om udlændinge- og integrationsministeren fastholder, at hun ikke ved, om hun vil være formand.
Viljen ville hun have til jobbet, siger hun dog. Og Støjberg afviser ikke at gå efter formandsposten, når Løkkes afløser skal findes.
Kristian Jensen er ikke meget for at tale om emnet.
- Når det igen bliver aktuelt, har alle medlemmer ret til at stille op. Venstre går ind for konkurrence. Alle medlemmer har mulighed for at stille op. Og det er det, jeg har at sige, lyder det fra næstformanden.
Han har før udtalt, at han er klar til kampvalg, hvis det skulle komme til stykket. Det er ikke en plan, han afviger fra. Til Støjberg konkret som eventuel kandidat til formandsposten vil han ikke komme nærmere ind på.
- Jeg har slet ikke kommentarer til, hvem der måtte vælge at stille op. Det er der lang tid til. Jeg har en holdning til at lave resultater, og det gør jeg hver eneste dag, siger Kristian Jensen.
Børsens politiske kommentator, Helle Ib, anser fortsat Kristian Jensen som det klart bedste bud på Venstres næste formand.
Hun er sikker på, at Støjberg ganske bevidst "genstarter" diskussionen. Støjberg tester i øjeblikket, hvor stærkt hun står internt i Venstre, vurderer Helle Ib. Og det gør man rigtig godt på et landsmøde med 1600 medlemmer.
- Der er ikke tale om en fortalelse fra Støjbergs side. Jeg tror, at hun overvejer meget, hvordan hun kan spille sine kort optimalt, så hun uanset fremtidens lederskab får en central rolle i partiet, siger Helle Ib.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker