Den fordrevne præst fra Tingbjerg er ikke bare en forfulgt uskyldighed, men har selv fordrevet en præstekollega, der ville bruge kirken til integration.
Sådan lyder kritikken fra tidligere socialborgmester i København Pelle Jarmer (S).
Sognepræsten Ulrich Vogel er for nylig gået under jorden efter chikane fra unge i det indvandrertætte område. Det har fået Dansk Folkeparti til at advare mod "religionskrig", mens Venstrefolk opfordrer til støttegudstjeneste på søndag. Men Ulrich Vogel har selv fordrevet en præstekollega, Ellen Christensen, da hun ville bruge kirken i Tingbjerg til integrationsformål, forklarer Pelle Jarmer, der frem til 2003 var sekretær for Tingbjerg Fællesråd.
- Hun lavede nogle fremragende tiltag i kirkens lokaler, og der forbød Vogel hende at bruge lokalerne til integrationsformål. Da hun fortsatte med det, så forelagde han sagen for sit menighedsråd, og hans menighedsråd bakkede ham op i, at nu skulle Ellen smides ud. Og hun blev smidt ud, siger Pelle Jarmer.
Der har blandt andet været indbrud i præsteboligen, og en ung mand fra området har i medierne forklaret, at chikanen skyldes, at Ulrich Vogel er homoseksuel. Pelle Jarmer mener, der er tale om drillerier.
- Han lader sig drille med sin afvigelse. Han har fuld ret til at være homoseksuel. Så længe han ikke er pædofil i kirken, så er der jo ingen problemer i det. Hvis han bare ville tage sig af at hjælpe menneskene til at leve et bedre liv. Det er sgu' da det, han er uddannet til, siger Pelle Jarmer.
Socialdemokraten afviser enhver snak om, at de unge - eller børnene - skulle være motiveret af islam.
- Ikke for to ører. Hvor skulle de have det fra? Det handler jo om drenge, der er under 10 år, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned