Kritik: Regeringsplan om skatterod rammer boligejere
Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) forsøger ad bagvejen at afskære boligejere fra at klage over deres ejendomsvurderinger til Landsskatteretten.
Dermed underminerer han borgernes retssikkerhed, lyder kritikken ifølge Jyllands-Posten fra revisorer, advokater samt den borgerlige opposition i Folketinget.
De forringede klagemuligheder fremgår af den plan for boligejere, som Holger K. Nielsen mandag fremlagde som midlertidig løsning på Skats fejlagtige ejendomsvurderinger fra 2011.
I planen fastslås det, at regeringen er på vej med et lovforslag, der ændrer reglerne for klagesagsbehandling, så alle sager om værdiskøn af ejendomme kun kan behandles i de omstridte vurderingsankenævn.
Tiltaget sker, til trods for at Holger K. Nielsen i foråret blev tvunget til at skrinlægge en tilsvarende plan.
Forslaget mødes med vantro i det skattefaglige miljø. Et af landets største revisionsfirmaer, KPMG, kalder ministerens tiltag "yderst kritisabelt og rystende".
- Hvis afgørelserne alene overlades til lokale ankenævn, vil det forringe retssikkerheden, siger Claus Pedersen, skattepartner i KPMG, til Jyllands-Posten.
Venstre og Konservative siger, at Holger K. Nielsen handler i strid med indgåede aftaler.
Skatteministeren afviser, at planen underminerer retssikkerheden. Han understreger, at Landsskatteretten fortsat skal behandle principielle sager og klager over fortolkning af reglerne.
- Når det er vurderingsankenævnene, der skal behandle klagesager vedrørende værdiskøn, er det, fordi de er bedre egnede hertil, da de er lokalt forankrede, siger han ifølge Jyllands-Posten.
Det var Rigsrevisionens beretning fra august, som afdækkede omfattende fejl i Skats offentlige ejendomsvurderinger.
Kritikken gik på, at Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke stemte overens med de priser, som husene blev handlet til.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned