Kritisk DF-profil fyret i partiet efter interview om intern strid
Martin Henriksen (DF) holdt en dundertale på sit partis årsmøde i september, hvor han gik i flæsket på både tonen og den førte politik. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Ifølge Ekstra Bladet er Dansk Folkepartis Martin Henriksen blev afskediget efter udtalelser til TV2 Øst.
Dansk Folkepartis Martin Henriksen er blevet fyret fra sin stilling som konsulent i partiet efter udtalelser til pressen om partiet og den uenighed, der prægede årsmødet i september.
Martin Henriksen bekræfter mandag fyringen over for flere medier.
- Jeg kan bekræfte, at jeg har modtaget besked om, at jeg er fyret på baggrund af de udtalelser, som jeg er kommet med i forbindelse med et vælgermøde i Rødvig. Jeg har ikke yderligere kommentarer, skriver han i en mail til DR.
Fyringen er kommet efter DF-profilens udtalelser til TV2 Øst om den uenighed, der udspillede sig mellem ham og partistifter Pia Kjærsgaard på partiets årsmøde i september.
Til tv-kanalen sagde Martin Henriksen, der stiller op til kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune, fredag, at han ikke er i politik for at stille partistifteren tilfreds. Og efterfølgende siger han til Ekstra Bladet:
- Jeg gider sådan set ikke at piske en stemning op, men jeg kan jo heller ikke på et lokalt vælgermøde lade mig styre af, hvad Pia eller andre måtte tænke om mig, siger Martin Henriksen mandag.
Op til partiets årsmøde var der meget offentlige interne uenigheder om linjen i partiet. Her føg beskyldninger om illoyalitet, læk til pressen og konspirationer mod formanden.
Martin Henriksen talte åbent for en strammere linje i udlændingepolitikken og holdt på årsmødet en tale, hvor han i bastante vendinger stod ved sin kritik. I et angreb på politiske modstandere i partiet kaldte han tonen "halvradikal" og sagde, at partiet ikke længere "turde høre sandheden".
På trods af åbenlys mishag fra Pia Kjærsgaard under talen blev Martin Henriksen valgt til hovedbestyrelsen med flest stemmer.
Formand Kristian Thulesen Dahl slog fast, at når årsmødet var afsluttet, skulle der også være sat punktum for den åbne interne strid. Ellers ville hammeren falde.
- Vi trækker nu en streg i sandet. Vi har i to år efter valget i 2019 haft højlydte diskussioner.
- Men nu er vi i 2021. To måneder før valg til kommuner og regioner. Så nu ser vi fremad. Vi finder os ikke i mere offentligt fnidder, sagde formanden.
Martin Henriksen sad i Folketinget i mere end et årti for Dansk Folkeparti. Han mistede dog sin plads ved valget i 2019.
Siden blev han ansat som konsulent med fokus på politikudvikling i partiet. Det er den stilling, han altså nu ifølge Ekstra Bladet er blevet fyret fra.
Martin Henriksen er spidskandidat til Folketinget for Slagelse-kredsen, hvor næstformand Martin Stockfleth Petersen over for Ritzau ikke ønsker at kommentere fyringen.
Næstformanden vil heller ikke sige, om det får en betydning for Martin Henriksen som foretrukken kandidat i kredsen, om det skal drøftes i lokalforeningen, eller om han mener, at man kan skille ansættelsen som konsulent i partiet fra det at være politisk opstillet.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker