KU: DF er "fremmedfjendske landsbytosser"

I et uhørt hårdt angreb på moderpartiets faste samarbejdspartner gennem snart otte år, Dansk Folkeparti, melder formanden for Konservativ Ungdom (KU) ud i magasinet RÆSON, at han ønsker VK-regeringens støtteparti udskiftet med De Radikale, så snart de kan levere mandaterne:

- Dansk Folkeparti har under hele den borgerlige regering været en stopklods for forandringer i velfærdssystemet, på arbejdsmarkedet og i skattesystemet. Dansk Folkeparti har ofte overtrådt moral, og endnu oftere udtalt sig skadeligt for det borgerlige Danmark. Det er et socialistisk parasitparti, der uretmæssigt har snyltet sig til en plads på den højre side i dansk politik med rendyrket populisme. Jeg udskifter til enhver tid de fremmedfjendske landsbytosser med de radikale folkeskolelærere og humanister. I den sidste gruppe findes der nemlig reformvillighed og en nøgtern tilgang til samfundets væsentlige problemer, siger formanden, Rune Kristensen.

KU's formand kritiserer samtidig De Konservatives forslag om burkaforbud, der en del af et "uigennemtænkt integrationsudspil".

- Det er bemærkelsesværdigt, at Naser Khader taler om undertrykkelse af muslimske kvinder i denne sag, når han selv vil undertrykke hele den danske befolkning ved at blande sig i, hvad folk har på. Man har tilsidesat frihedsidealerne og har trådt ved siden af i sommervarmen. Den måned, der skulle kickstarte kommunalvalgkampen og lægge op til det kommende landsråd, blev i stedet en måned, hvor partitoppen kaldte til værdikamp - med de forkerte værdier.

/ritzau/

KU-formand: "Dansk Folkeparti er fremmedfjendske landsbytosser"

Offentliggjort Sidst opdateret