Ovenpå de seneste dages diskussion om det nye samarbejde mellem De Radikale og Det Konservative Folkeparti melder Konservativ Ungdom (KU) ud, at moderpartiet allerede nu bør arbejde på at gøre De Radikales gruppeformand, Margrethe Vestager, til statsminister efter valget.
- Som det ser ud nu, får Lars Løkke Rasmussen svært ved at beholde sin plads i Statsministeriet efter valget, men jeg tror ikke, det er umuligt, at vi kan fortsætte med en borgerlig regering i Danmark.
Det siger næstformanden for Konservativ Ungdom, Kristoffer Beck, og fortsætter:
- Skulle det ske, at Lars Løkke Rasmussen ikke kan fortsætte som statsminister, bør VK gå direkte til Margrethe Vestager og tilbyde hende statsministerposten. Jeg tror faktisk, at man allerede nu skal prøve at indgå en dialog med De Radikale om denne mulighed.
Dermed erklærer KU sin helhjertede støtte til aftalen om det brede samarbejde efter valget mellem Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
- Vi har rigtig meget til fælles med De Radikale, og de er ligesom Det Konservative Folkeparti et parti med en fornuftig økonomisk politik, der ønsker at gå reformvejen.
- At sidde i en radikal ledet regering ville bestemt være bedre end i opposition til en S-ledet regering, siger Kristoffer Beck.
Kristoffer Beck understreger, at Margrethe Vestager ikke er KU's førsteprioritet som statsminister, men at Danmarks økonomiske fremtid afhænger helt og aldeles af, at Socialdemokraterne og SF ikke kommer til magten:
- Hvis vi ønsker at undgå en gældsætning af hele den danske ungdom, er det ganske enkelt nødvendigt at vise politisk mod og samarbejde for at gennemføre de nødvendige reformer, siger KU's næstformand.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned