Det var den magtfulde amerikanske kul- og olieindustri, der bestilte og betalte den ultraliberale tænketank Cepos for at udgive en kritisk rapport om dansk vindkraft.
Rapporten fra september 2009 hævder, at den danske vindmøllemodel ikke fungerer og ikke hænger sammen økonomisk. Cepos rejste rundt med budskabet i USA, hvor rapporten angiveligt blev modtaget med begejstring. Herhjemme har 14 energieksperter og forskere fra universiteterne imidlertid stemplet rapportens beregninger som misvisende og ukorrekte.
Nu viser det sig ifølge Ingeniørens netavis, at Cepos fik pengene til rapporten fra Institute for Energy Research (IER), som er tænketank for USA's kul- og olielobby.
Cepos-direktør Martin Ågerup bekræfter over for ing.dk, at rapporten er bestilt og betalt af IER. Men han er ikke klar over, hvor IER får sine penge fra.
- Jeg ved ikke, hvem der støtter dem. Det interesserer ikke mig. De kontakter mig, og så laver vi rapporten, siger Martin Ågerup.
Socialdemokraternes miljø- og klimaordfører, Mette Gjerskov, kalder det i en kommentar urovækkende, at Cepos betales af USA's olieindustri for at lave "en underlødig undersøgelse" af den danske vindmølleindsats.
- Det tenderer jo landsskadelig virksomhed, når Cepos rejser rundt i USA med falske påstande om vindmøller og på den måde skader den danske vindmølleeksport, siger hun.
Energiminister Lykke Friis (V) har i et svar til Folketinget taget afstand fra Cepos-rapporten. Den giver et fortegnet billede af vindkraften, mener ministeren. Hun afstår fra at vurdere, om Cepos har skadet danske eksportinteresser.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker