Kulturlivet kalder justeret koranlov for god og pragmatisk løsning
En god og pragmatisk løsning, lyder det fra organisationen Dansk Kulturliv om regeringens justering af lovforslaget om afbrænding af religiøse skrifter. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kulturfolk lægger vægt på, at afbrænding af religiøse skrifter også fremover kan indgå i film og teater.
Det vil fortsat være muligt at afbrænde religiøse skrifter, hvis det indgår som en mindre del af et kunstværk.
Sådan lyder det i regeringens justerede lovforslag, og ændringen vækker tilfredshed hos organisationen Dansk Kulturliv.
- Vi oplever, at det er en god, pragmatisk løsning, hvor man forholder sig til rigets sikkerhed uden at slække på den kunstneriske frihed, siger bestyrelsesleder i brancheorganisationen Dansk Kulturliv Peter Mark Lundberg.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har fredag præsenteret en ændring af lovforslaget mod utilbørlig behandling af religiøse genstande og skrifter.
Forbuddet ændres eksempelvis til kun at omfatte "skrifter med væsentlig religiøs betydning". Afbrænding af religiøse genstande går dermed fri.
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at kunstværker, hvor den utilbørlige behandling er en mindre del af et større værk, ikke vil være omfattet af forbuddet.
Det vil således ikke være strafbart at afbrænde et skrift med væsentlig religiøs betydning i forbindelse med optagelsen af en scene i en spillefilm.
Det vil heller ikke blive anset for utilbørligt, hvis eksempelvis Bibelen rives i stykker under en koncert, en opera eller lignende, fremgår det af lovforslagets bemærkninger.
De nye toner fra regeringen kommer i kølvandet på massiv kritik fra blandt andet kulturlivet.
Flere end 500 personer, blandt andet kunstnere og samfundsdebattører, skrev under på en erklæring mod forslaget.
Her lød det i et indlæg fra underskriverne i Berlingske, at forslaget "ikke kun er et angreb mod kunsten, de politiske ytringer og den frie presse, men et angreb mod vores frie, demokratiske samfund".
Peter Mark Lundberg mener, at regeringen med præciseringen har lyttet til kritikken.
- Med det tidligere lovforslag var der stor usikkerhed om, hvad det var for noget kunst, vi måtte lave. Det var en klar indskrænkning af den kunstneriske frihed.
- Vi oplever, at regeringen har lyttet, taget os seriøst og fundet en løsning, vi kan leve med, siger han.
Dansk Kulturliv repræsenterer flere end 1100 kulturinstitutioner i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker