Kulturminister vil udskifte sin benzinsluger

Det har vakt massiv kritik fra miljøfolk, at flere ministre i S-R-SF-regeringen kører rundt i benzinslugere, mens de taler om grøn omstilling.

Men nu vil kulturminister Uffe Elbæk (R) skifte sin ministerbil for at få en mere klimavenlig model.

Det meddeler Kulturministeriet, efter at by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) tidligere mandag meddelte, at han vil udskifte sin Volkswagen Phaeton, der kun kører 7,6 kilometer på literen.

Kulturminister Uffe Elbæk vil udskifte sin Mercedes-Benz S320 L CDI årg. 2008, som kun kører 11,6 til 11,9 kilometer per liter.

Dermed ligger bilen i den tunge ende blandt ministerbilerne. Den ligger eksempelvis langt efter klimaminister Martin Lidegaards (R) BMW 520 D årg. 2008, der kører 19,6 kilometer per liter.

Ifølge Kulturministeriet vil Uffe Elbæks ministerbil blive udskiftet med en mere klimavenlig model i løbet af nogle måneder.

Ritzaus gennemgang af ministrenes bilpark viser, at knap hver tredje ministerbil får enten den laveste eller næstlaveste bedømmelse i Trafikstyrelsens officielle energimærkning.

Syv ud af de 23 biler har nemlig energimærke F eller G, fordi de sluger mindst en liter brændstof for hver 13,2 kilometer.

Ikke en eneste ministerbil får topkarakter, mens kun seks ministre har valgt en bil, der hører til i den gode ende af skalaen.

Den største benzinsluger bliver by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) kørt rundt i.

Carsten Hansen understreger dog, at bilen er et arvestykke fra VK-regeringen, og at han er i gang med at sondere markedet for en ny.

- Det har også sprunget mig i øjnene, at den kører så lidt på literen. Men vi er i gang med at se på det og har også lagt an til at få købt en ny bil, som kører langt mere på literen, forklarer Carsten Hansen.

/ritzau/

Kulturministerens ministerbil er blandt dem, der kører kortest på literen, men nu skal den skiftes, siger han.

Offentliggjort Sidst opdateret