Ai Weiwei beskrives som verdens mest magtfulde kunstner, og han er den højst profilerede kritiker af det kinesiske styre. Alligevel har den danske kulturminister Uffe Elbæk (R) ikke ønsket at møde Ai Weiwei i løbet af sit officielle besøg i Kina.
Det skriver Information.
Ministeren siger, at et møde med Ai Weiwei ikke har været et tema for ham i planlægningen af sit besøg til Beijing og Hongkong. Han begrunder det med "respekt" for sine officielle kinesiske værter. Og det er en beslutning, der møder kritik.
- At besøge Ai Weiwei ville være et udtryk for støtte og ville hjælpe med til at øge offentlighedens opmærksomhed på Ai Weiweis situation, mener Renee Xia, international leder af menneskerettighedsorganisationen China Human Rights Defenders.
Ifølge Renee Xia er Uffe Elbæks beslutning i tråd med mange vestlige regeringers tilbageholdenhed, når det kommer til at konfrontere Kinas menneskerettighedsproblemer.
- De har en tilbøjelighed til at ville undgå at "fornærme"' den kinesiske regering på menneskerettighedsområdet, fordi de er bange for, at den kinesiske regering vil svare igen ved at skade deres landes økonomiske interesser.
Anders Kold, museumsinspektør ved kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som for tiden har en Ai Weiwei-udstilling, vurderer, at et ministerbesøg hos den kinesiske kunstner kunne have haft en positiv effekt.
- Jeg mener, at Ai Weiweis overlevelse som kunstner og som menneske i Kina i høj grad hænger på den internationale anerkendelse, han nyder både som menneskeretsforkæmper og som kunstner, siger han.
- Og der kunne et ministerbesøg godt have haft en forstærkende effekt og kunne have bestyrket Ai Weiweis position. Det ville have været en flot gestus, siger Anders Kold til Information.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned