Kulturministeriet havde styr på økonomien før Elbæk

Foto: Torkil Adsersen /Scanpix

Kulturministeriet får i en ny rapport fra Rigsrevisionen kritik for ikke haft godt nok styr på tjenesterejser og repræsentation, hvor der har været "mange fejl vedrørende kontering og moms".

Offentliggjort Sidst opdateret

Men problemerne er tilsyneladende først opstået i 2012, hvor Uffe Elbæk (R) har været kulturminister. I 2011 havde Kulturministeriet styr på regnskaberne. Det fremgår af Rigsrevisionens beretning til Statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet for 2011.

Den rapport blev afleveret i sidste måned. Her skriver Rigsrevisionen:

- Kulturministeriets regnskab er rigtigt, og der er etableret forretningsgange og interne kontroller, som understøtter korrekte dispositioner.

- Rigsrevisionen vurderer, at der gennem de senere år har været en god og stabil kvalitet i regnskabsaflæggelsen på ministerområdet.

Samlet set vurderer Rigsrevisionen, at "der er en betryggende regnskabsaflæggelse på Kulturministeriets område".

Kulturministeriet har i de seneste otte måneder været uden departementschef på grund af sygdom, og kilder med indsigt i ministeriet har tidligere fremhævet, at embedsværket blandt andet af den grund ikke har fungeret tilfredsstillende, mens Uffe Elbæk har været kulturminister.

Embedsmændene i ministeriet har blandt andet ikke formået at advare Uffe Elbæk om, at det kunne se forkert ud af placere fem af Kulturministeriets 19 arrangementer på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK), hvor Uffe Elbæk tidligere har siddet i bestyrelsen, og hvor hans mand senere blev ansat.

Efter det femte arrangement advarede en embedsmand dog Uffe Elbæk, som aflyste et sjette arrangement på AFUK. Den oplysning kom frem under et samråd og førte til krav om en undersøgelse fra Rigsrevisionen fra både Enhedslisten og den borgerlige opposition.

Dagen efter valgte Uffe Elbæk at trække sig som kulturminister.

/ritzau/