Danmark fordømmer militærkuppet i det afrikanske land Niger. Her er general Salou Djibo blevet udnævnt til leder af den militærjunta, som har taget magten fra landets præsident, Mamadou Tandja.
Både udenrigsminister Per Stig Møller (K) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er bekymret over, at landets forfatning er blevet suspenderet, ligesom militærjuntaen har indført udgangsforbud fra solopgang til mørket falder på. Desuden har kupmagerne lukket landets grænser.
- Vi er meget bekymrede over den seneste udvikling i Niger og håber at yderligere magtanvendelse kan undgås. Vores repræsentation i Niger har været i kontakt med alle danskere i landet, og de er alle i god behold, siger Per Stig Møller i en pressemeddelelse.
Samtidig har Udenrigsministeriet opdateret sin såkaldte rejsevejledning for Niger, så alle ikke nødvendige rejser til hovedstaden Niamey frarådes. Det anbefales samtidig at holde sig inden døre, indtil situationen er mere afklaret.
- Vi fordømmer enhver forfatningsstridig magtovertagelse. Også selv om styret under den nu afsatte præsident Tandja ikke længere var demokratisk legitimt, da Tandja selv fik forlænget sin embedsperiode ved hjælp af en grundlovsstridig folkeafstemning, siger udenrigsministeren.
Militærkuppet fandt sted efter længere tids politisk ustabilitet i Niger, som allerede har betydet, at Danmark har udsat et nyt femårigt vandsektorprogram på 245 millioner kroner.
Et eksisterende vandsektorprogram, som i alt har kostet 104,4 millioner kroner, er blevet forlænget til udgangen af 2010. Herudover ydes der bistand til et landbrugssektorprogram, der beløber sig til 150 millioner kroner samt et program for god regeringsførelse til 30 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde