Kvalitetskontrol svigter uddannelser

Den konservativt kristne privatuddannelse Menighedsfakultetet kan ikke godkendes som en bacheloruddannelse i Danmark, fordi den ikke er fri, uafhængig og forskningsbaseret. Men i Storbritannien er der andre krav til uddannelser.

Derfor tog Menighedsfakultetet til Wales og købte en internationalt anerkendt godkendelse - en såkaldt akkreditering. På University of Wales fik uddannelsen et britisk kvalitetsstempel, selv om den ligger i Danmark og ikke lever op til danske standarder. Og således kan Menighedsfakultetet i dag tilbyde kristne studerende en britisk bacheloruddannelse i Danmark, og det har haft et rekordstort optag på uddannelsen, som giver adgang til en kandidatuddannelse på Aarhus Universitet. Det skriver Dagbladet Information.

Menighedsfakultetet er ikke de eneste, der har gjort brug af smuthullet i reglerne. Også den kristne uddannelse Dansk Bibel Institut i København har fået godkendt deres forløb af University of Wales.

Ifølge Danske Studerendes Fællesråd er der tale om et hul i lovgivningen:

- Det er jo dybt problematisk, at man ikke har lukket for det smuthul, så vi står i en situation, hvor en institution kan udbyde uddannelser i Danmark, der slet ikke lever op til danske krav om kvalitet, siger næstformand Nils Wiese.

På Aarhus Universitet føler man sig alligevel forpligtede til at anerkende de kristne bacheloruddannelser, selv om de ligger langt fra den statsautoriserede teologiuddannelse.

Men sagen her viser, at der kan være stor forskel på, hvad der skal til for at opnå en godkendelse i Wales, i forhold til at opnå den i Danmark, mener politikere. Derfor beder Socialdemokraterne og SF videnskabsministeren om at gå ind i sagen og undersøge, hvad der kan stilles op med smuthullet.

/ritzau/

Smuthul giver uddannelser mulighed for at få tvivlsomme kvalitetsstempler i udlandet. Danske Studerendes Fællesråd kalder det "problematisk".

Offentliggjort Sidst opdateret