Kvindekomité forhindrer udvisning af pakistansk voldsoffer
Flygtningenævnet har angiveligt handlet i strid med FN's kvindekonvention i sag om 32-årig pakistansk kvinde.
Det var en krænkelse af FN's kvindekonvention, da Flygtningenævnet i april 2013 stadfæstede udvisningen af en 32-årig pakistansk kvinde, som havde været udsat for kønsrelateret vold i sit hjemland.
Det har FN's Kvindekomité ifølge Politiken fastslået i en opsigtsvækkende afgørelse, som kvindens advokat, Niels-Erik Hansen, for nylig har modtaget.
- Det er en grum historie, hvor kvinden i Pakistan har været udsat for vold, overfald med brandbare væsker og beskydning, blot fordi hun har nægtet at indgå i et tvangsægteskab og i stedet har giftet sig med den mand, hun er forelsket i, og som bor i Danmark.
- Alligevel besluttede de danske myndigheder at udvise hende til Pakistan, siger advokaten til Politiken.
Det har FN's Kvindekomité indtil videre dog forhindret ved at gå ind i sagen. Ifølge Niels-Erik Hansen er det første gang i komitéens historie, at den har truffet afgørelse om en tvangsmæssig tilbagesendelse til et hjemland.
Kvindens udvisning fra Danmark er sat i bero, mens Flygtningenævnet overvejer, om det vil genoptage sagen, skriver Politiken.
Sagen er et nyt eksempel på, at FN's komitéer i stigende omfang går i rette med nævnets afgørelser.
Inden for de seneste måneder har Flygtningenævnet således indkasseret fem nederlag efter asylansøgeres klager til FN's Menneskerettighedskomité, hvorefter komitéen har vurderet, at udvisning var en krænkelse af konventionen, skriver Politiken.
Hos Institut for Menneskerettigheder opfordrer monitoreringschef Christoffer Badse til, at FN-komitéerne og danske myndigheder sætter sig sammen og drøfter udviklingen.
- Det er tankevækkende, at der er så mange sager for øjeblikket, som Danmark taber. Det kan der være forskellige forklaringer på, og det er vi nødt til at få rede på, siger han til Politiken.
Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra Flygtningenævnet.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde