Kvinder bliver indkaldt til Forsvarets Dag fra juli 2025
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og forsvarschef Michael Hyldgaard holder doorstep i Forsvarsministeriet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Efter Liberal Alliance droppede veto mod kvindelig værnepligt, kan ligestilling af værnepligten nu fremrykkes.
Fuld ligestilling i værnepligten fremrykkes nu til 1. juli 2025.
Det har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenteret på et kort pressemøde tirsdag efter et møde i forsvarsforligskredsen.
Dermed vil kvinder, der fylder 18 år efter den dato, blive indkaldt til Forsvarets Dag til afholdelse i løbet af 2026 og blive vurderet til værnepligtstjeneste på lige fod med mænd.
- Det betyder, at de første kvindelig værnepligtige i den nye model kommer til at blive indkaldt til værnepligt i 2026, siger Troels Lund Poulsen.
Fremrykningen er en konsekvens af, at Liberal Alliance har droppet sin modstand mod kvindelig værnepligt. Det skete tidligere i marts.
Da partierne bag forsvarsforliget sidste år som led i en større forsvarsaftale ville indføre værnepligt for kvinder, mødte det kraftig modstand fra Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance.
De to borgerlige partier nægtede at acceptere udvidelsen af værnepligten. Og da to partier som følge af forsvarsforliget sammen kan nedlægge veto, blev løsningen i stedet to sideløbende aftaler.
En forsvarsaftale, som de to kritiske partier var med i, og en værnepligtsaftale, som de stod udenfor, og først ville gælde efter næste folketingsvalg på grund af forligsregler.
Men efter Liberal Alliance har ændret holdning til kvindelig værnepligt, kan Troels Lund Poulsen nu fremrykke den fulde ligestilling af værnepligten.
Og det har han - helt som ventet - fået opbakning til tirsdag.
På pressemødet bliver fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard spurgt, om det er en militærfaglig anbefaling fra forsvarschefen, at der indføres ligestilling i værnepligten.
- Ja. Ligestilling er godt, og det øger den mulighed, der er for at opbygge kampkraft i Forsvaret, siger Michael Hyldgaard efter først at have henvist til, at det er en politisk aftale.
Det er tidligere også blevet besluttet, at værnepligten udvides fra 4 til 11 måneder. Det træder i kraft fra august 2026.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned