Kvinderne bliver taberne i regeringen og Dansk Folkepartis aftale om at halvere dagpengeperioden fra fire til to år.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) oplyser således i en ligestillingsvurdering af lovforslaget, at kvinderne sidste år udgjorde 64 procent af de personer, der havde opbrugt mere end to år af deres ydelsesperiode.
Kvinderne udgør ellers kun 41 procent af det samlede antal ledige.
- Det betyder, at kvinderne er overrepræsenterede blandt de personer, der har opbrugt mere end to år af deres ydelsesperiode. Flere kvinder end mænd bliver som følge heraf omfattet af forslaget, konstaterer Inger Støjberg.
Selv om beskæftigelsesministeren understreger, at lovforslaget ikke påvirker "de strukturer, der stiller mænd og kvinder forskelligt", kritiserer Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, den nuværende VK-regering for at have "en grim vane" med at ramme kvinderne hårdest.
Johanne Schmidt-Nielsen henviser blandt andet til, at den seneste skattereform i gennemsnit efterlod mændene med 2000 kroner mere om året end kvinderne, fordi de i forvejen tjener mest.
- Og når regningen nu skal betales, er det også kvinderne der må holde for, siger Enhedslistens politiske ordfører.
- Det her betyder konkret, at flere kvinder end mænd risikerer at blive smidt ud af dagpengesystemet. Nogle vil ende på kontanthjælp mens andre kommer til at stå helt uden indkomst, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Alle lovforslag skal have en sådan ligestillingsvurdering.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde