Liberal Alliance kræver, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) forklarer, hvad han vidste om, at hans særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, tilbød fortrolige skatteoplysninger om Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand Stephen Kinnock til Ekstra Bladet.
Partiets skatteordfører og næstformanden for Folketingets skatteudvalg, Ole Birk Olesen, kalder det "helt utilstedelig", hvis avisens oplysninger står til troende. Og Ole Birk Olesen gør det klart, at Troels Lund Poulsen i givet fald aldrig bliver minister igen med Liberal Alliances stemmer.
- En særlig rådgiver er håndplukket af ministeren til at arbejde på ministerens vegne i ministeriet. Der er et tæt arbejdsfællesskab mellem ministeren og ministerens særlige rådgiver, og der er et lige så tæt fortrolighedsforhold, siger Ole Birk Olesen.
- Derfor er Ekstra Bladets oplysninger ikke kun meget belastende for Peter Arnfeldt, men også for Troels Lund Poulsen, siger Liberal Alliances skatteordfører og fortsætter:
- Nu må Troels Lund Poulsen ud med sproget: Hvis han var med til at beslutte, at Peter Arnfeldt skulle handle, som han angiveligt gjorde, eller hvis han var vidende om det uden at gribe ind, så har Troels Lund Poulsen for tid og evighed afskrevet sig muligheden for at blive minister igen i Danmark, siger Ole Birk og tilføjer.
- Jeg kan i så fald ikke forestille mig, at noget parti - og i hvert fald ikke Liberal Alliance - vil have tillid til ham som minister igen.
Selv om Peter Arnfeldt og Troels Lund Poulsen skulle hævde, at førstnævnte handlede på egen hånd, så skal der alligevel en "umanerlig god forklaring" til, før den tidligere skatteminister kan slippe for et medansvar, mener Ole Birk Olesen:
- Den særlige rådgiver er i helt særlig grad ministerens ansvar, for det er ham, der egenhændigt har ansat den særlige rådgiver.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned