LA-formand Alex Vanopslagh går på barselsorlov frem til juli
Alex Vanopslagh ses her med sin kæreste, Nana, i forbindelse med folketingsvalget i 2022. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Liberal Alliances formand skal være far og går på orlov i lidt over to måneder. Lisa Perkins vikarierer.
Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, går torsdag på barselsorlov.
Han vender tilbage til Folketinget 1. juli, oplyser partiets presseafdeling til Ritzau.
LA-formanden meddelte 1. januar, at han og hans forlovede ventede barn i april.
- Min forlovede, Nana, og jeg venter os en dreng til april - og vi kan slet ikke vente, skrev Alex Vanopslagh dengang på Instagram.
Alex Vanopslagh har i forvejen en søn fra et tidligere forhold.
Han blev i 2019 formand for partiet, da han netop var blevet valgt ind i Folketinget ved valget, hvor Liberal Alliance gik markant tilbage.
Ved folketingsvalget i 2022 førte Alex Vanopslagh sit parti til 14 mandater, en fremgang på ti mandater sammenlignet med valget tre år forinden.
Folketinget skal senere tirsdag godkende Lisa Perkins (LA) som suppleant for Alex Vanopslagh i de lidt over to måneder, hvor han kommer til at være væk fra Folketinget.
Hun er partiets førstesuppleant i Østjyllands Storkreds, hvor også formanden er valgt.
Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, kommer under formandens orlov til at varetage en række af de opgaver, som Alex Vanopslagh sædvanligvis udfører.
Det gælder for eksempel spørgetimen i Folketingssalen med statsminister Mette Frederiksen (S), hvor de enkelte partiledere på skift stiller spørgsmål til statsministeren om aktuelle politiske emner.
Folketinget afholder 21. maj afslutningsdebat, og sidste mødedag er 4. juni.
Folketinget åbner først igen den første tirsdag i oktober, men det politiske arbejde står ikke stille i den mellemliggende periode.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker