Der er markante krav til en blå statsminister efter et folketingsvalg. Men de er ikke længere ultimative.
Det var et af budskaberne i partiformand Alex Vanopslaghs tale ved Liberal Alliances landsmøde i Kolding lørdag.
Her gik han på talerstolen og sagde, at "fortidens fejl" om ultimative krav var "feset ind".
- Jeg kommer ikke til at gentage fortidens fejl, med at jeg skal have min præcise, konkrete løsning igennem, og ellers gider jeg ikke være med til noget som helst. Det, synes jeg, er en barnlig tilgang til politik, og det er ikke den tilgang, jeg har, uddybede Vanopslagh efter talen.
- Hvis vi alle sammen har den indstilling, at vi skal have et samarbejde i et blåt flertal, så skal vi jo nok finde hinanden på den ene eller anden måde.
- Og jeg er ikke ultimativ om, hvordan man skal indfri de her ønsker, men det siger sig selv, at også LA - ligesom alle andre partier - har nogle krav til et samarbejde.
Kravene er i store træk velkendte mærkesager i partiet.
Skatten skal ned. Både i top og bund. Flere private velfærdsudbydere skal vinde frem, og der skal rettes gevaldigt op på folkesolen.
- Så kære statsministerkandidater derude. Jeg ved, at I ser med. Spids blyanten og lyt godt efter. Hvis I skal have Liberal Alliances støtte til en blå regering, så skal det kunne ses på politikken.
- Skatten skal sænkes - både i top og i bund. Den offentlige sektor skal være friere med flere private velfærdsudbydere. Vi skal blande os mindre i borgernes liv og styrke danskernes retssikkerhed.
- Klimapolitikken skal have mere internationalt udsyn. Og vi skal have rettet gevaldigt op på vores folkeskole, så unge går derfra med kundskaber, færdigheder og myndighed, sagde Vanopslagh.
Han sagde videre efter talen, at der skal indrømmelser på bordet i forhold til retspolitikken, hvis LA skal levere mandater til en blå statsminister. Men præcis hvilke kan ikke defineres.
- Jeg er ikke fastlåst på, at det skal være den ene eller anden ting, men det her er et af de områder, vi kommer til at prioritere hårdt, når og hvis vi skal formulere et forståelsespapir efter et valg, sagde Vanopslagh.
I sin tale ved landsmødet var partiformanden flere gange efter statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes "respektløse behandling" af Grundloven til store klapsalver fra de fremmødte medlemmer.
- En af de måske vigtigste grunde, til at vi skal have et nyt lederskab i Danmark, er, at Mette Frederiksen er den dårligste nyhed for vores folkestyre og retsstat siden Anden Verdenskrig, lød det i talen.
I forbindelse med landsmødet har Liberal Alliance annonceret partiets nye 2035-plan. Her er der blandt andet skattelettelser for omkring 100 milliarder kroner.
Den er Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, ikke helt med på, men der er budskaber fra LA, som Venstre kan følge.
- Venstre er helt enige i, at det i højere grad skal kunne betale sig at arbejde, og vi kæmper for at helt almindelige danskere skal kunne beholde flere af deres egne penge selv. Det synes vi er rimeligt, og det vil vi fortsat arbejde for, sagde Løhde.
Hos politisk ordfører Mette Abildgaard fra De Konservative genkendes nogle af de samme ambitioner som hos LA.
- Det virker til, at LA har en konstruktiv tilgang til det borgerlige samarbejde, og de har nogle ting, som er hjerteblod for dem. Heldigvis er der et stort sammenfald med meget af det, der også er vigtigt for os. Vi har fremlagt en finanslovsforslag, hvor vi sænker skatten både i toppen og i bunden og hiver 100.000 danskere ud af topskatten, sagde hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Efterlyser vidner i sag om grov vold
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Dodekalitten indvies med Dodekalit-løb
Miklo indtager ny basketballbane: - Det er virkelig fedt
Var det uheld eller forsøg på millionsvindel? Nu fortsætter yacht-sagen
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen er ankommet
Fra forfald til fællesskab: Kulturhus får millionbevilling