LA mister sin sidste lokalpolitiker i Københavns Kommune
Liberal Alliance har mistet sit sidste medlem af Københavns Borgerrepræsentation. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Heidi Wang, der har sidder i Københavns Borgerrepræsentation for LA, skifter til Venstre, skriver Venstre.
Liberal Alliance har mistet sit sidste medlem af Københavns Borgerrepræsentation, efter at Heidi Wang har forladt partiet til fordel for Venstre.
Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.
- Jeg vil fortsat kæmpe for den liberale sag, og det kan jeg bedre gøre i et fællesskab med andre partikolleger.
- Og Venstre er klart det parti, der ligger tættest på mine politiske standpunkter, skriver Heidi Wang i meddelelsen.
Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard, skriver om Heidi Wangs tilbagekomst til partiet, som hun repræsenterede, før hun skiftede til Liberal Alliance i 2010:
- Vi kender Heidi som en flittig og ordentlig politiker med hjertet på det rette sted og glæder os, til hun bliver en del af vores gruppe igen.
Tidligere i maj skiftede Liberal Alliances andet medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra partiet til De Konservative. Her var tale om Karina Bergmann.
- Jeg er opvokset i den konservative højborg Vallensbæk Strand med borgerlige forældre og konservative værdier, og inden for den seneste tid kan jeg mærke, at jeg orienterer mig mere mod de værdier end liberalismen, skrev hun på Facebook i den forbindelse.
Karina Bergmann blev under kommunalvalget kendt for en række valgplakater, der i teksten slog fast, at hun ikke var den tidligere borgmester for beskæftigelse- og integration i København Anna Mee Allerslev.
Anna Mee Allerslev var på det tidspunkt meget omtalt for sit bryllup, der blev afholdt på rådhuset, samt for renovering af sin lejlighed af et selskab, der også havde kontrakter med kommunen.
- Nej, det er ikke mig med brylluppet på rådhuset, var et eksempel på en tekst fra Karina Bergmann.
Liberal Alliance fik ved kommunalvalget i 2017 3,9 procent af stemmerne i København hvilket altså svarede til to medlemmer af den 55 medlemmer store borgerrepræsentation.
På landsplan fik Liberal Alliance 2,6 procent af stemmerne ved kommunalvalget - en mindre tilbagegang.
Ifølge partiets hjemmeside har man nu 23 byrødder Danmark over.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker