LA sløjfer veto mod kvindelig værnepligt efter tvivl
Liberal Alliance trækker nu endegyldigt i land, efter at partiet sidste år nægtede at gå med i aftalen om kvindelig værnepligt. Onsdag lød det, at man ville forhandle med ministeren. Nu lyder det fra partiets politiske ordfører, at man er godt tilfreds, hvis det bidrager til en mere effektiv oprustning. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liberal Alliance vil ikke stå i vejen for fremrykningen af kvindelig værnepligt, siger politisk ordfører.
Liberal Alliance sløjfer endegyldigt sit veto mod den kvindelige værnepligt.
Og det bliver formentlig uden yderligere krav.
Det siger den politiske ordfører i partiet, Sólbjørg Jakobsen, efter tvivl onsdag aften.
- Jeg har ingen formodning om, at hele aftalen bliver åbnet igen. Vi har ikke tænkt os at skabe splid om kvindelig værnepligt, siger hun.
Onsdag lød det fra samme ordfører, at man ikke længere ville afvise kvindelig værnepligt, men at der fortsat skulle forhandles om aftalen.
Nu lyder det til, at der ikke længere er forventninger om yderligere forhandlinger.
- Vi har ikke været ved ministeren endnu. Hvis vi kan sikre en hurtig og effektiv oprustning, så synes jeg alligevel, at vi kan være tilfredse med det, svarer Sólbjørg Jakobsen på spørgsmålet om, hvorvidt partiet trækker vetoet i land uanset hvad.
Onsdag lød det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen til TV 2, at Liberal Alliance kunne få "to kopper kaffe og et stykke wienerbrød" for deres støtte af aftalen.
- Liberal Alliance har ikke stillet nogen krav. De har selv taget det veto-kort væk fra bordet, sagde han til mediet.
Da partierne bag forsvarsforliget sidste år som led i en større forsvarsaftale ville indføre værnepligt for kvinder, mødte det kraftig modstand fra Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance.
De to borgerlige partier nægtede at acceptere udvidelsen af værnepligten. Og da to partier som følge af forsvarsforliget sammen kan nedlægge veto, blev løsningen i stedet to sideløbende aftaler.
En forsvarsaftale, som de to kritiske partier var med i, og en værnepligtsaftale, som de stod uden for.
Nu har den verdenspolitiske situation dog fået Liberal Alliance til at foretage en U-vending.
- Vi stod i en anden situation sidste år, hvor vi mente, at vi havde tid til at gøre det på en lidt længere bane. Mange ting har ændret sig siden, siger Sólbjørg Jakobsen.
Liberal Alliances modstand bunder i, at man ikke har ønsket at udvide værnepligten. I stedet har man argumenteret for, at mænd og kvinder skal melde sig frivilligt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned