Liberal Alliance har ikke meget til overs for det samlede finanslovforslag, som regeringen har lagt frem. Men det lille parti er parat til at tage arbejdshandskerne på og forhandle om delaftaler.
Det siger Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, efter han fredag for første gang mødtes med finansminister Bjarne Corydon (S) i Finansministeriet.
- Vi har fortalt regeringen, at den finanslov, de har lagt frem, ikke svarer på de udfordringer, Danmark står over for, siger Simon Emil Ammitzbøll og fortsætter:
- Sandheden er, at det går den forkerte vej. Vi har brug for færre offentlige ansatte og lavere skatter, hvis det her samfund skal klare sig fremadrettet.
Alligevel er Liberal Alliance klar til at forhandle videre, og partiet har bedt om at komme ind i forligskredsen omkring førtidspension og fleksjob.
- Vi vil gerne have arbejdshandskerne på og gøre en forskel, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Også afskaffelsen af multimedieskatten er interessant for Liberal Alliance - men den skal finansieres krone for krone af offentlige besparelser, lyder det.
Ifølge Simon Emil Ammitzbøll vil Liberal Alliance i modsætning til Venstre som udgangspunkt stemme for finansloven i sidste ende.
- Men vi forventer naturligvis, at regeringen har styr på sit parlamentariske grundlag.
Bjarne Corydon roser Liberal Alliance for partiets indstilling til forhandlingerne.
- Der er pluspoint til Alliancen. Jeg fornemmer, at der er en afstand mellem det, de andre borgerlige partier har sagt tidligere på dagen og det, der kommer fra Liberal Alliance. Det vil jeg gerne kvittere for, siger Bjarne Corydon og tilføjer:
- Der bliver ikke nogen samlet finanslovaftale med Liberal Alliance. Men respekt for, at man er parat til at drøfte nogle konkrete områder, hvor vi måske kan finde hinanden. Og man har respekt for de traditioner, der omgiver finansloven, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned