LA vil give børns fradrag til forældrene

Familier med mange børn kan se frem til en skattefordel, hvis Liberal Alliance får held til at komme igennem med et nyt forslag.

Partiet vil nemlig give forældre mulighed for at bruge deres børns skattefradrag, hvis ikke børnene selv bruger det.

- I dag har børn et personfradrag, men samtidig er det sådan, at børn ikke må arbejde, før de er 13 år. Så derfor siger vi, at når børn nu ikke må arbejde, så kan det uudnyttede fradrag gå til forældrene. Det er sådan set en rettighed, familien har, som de ikke kan udnytte, siger partileder Anders Samuelsen.

Forslaget kommer som et blandt flere på partiets sommergruppemøde mandag på Egelund Slot i Nordsjælland.

Her vil partiet også foreslå, at feriepenge udbetales løbende frem for at blive sat ind på en feriekonto og derefter udbetalt som feriepenge.

- Der er ingen grund til hele det bureaukrati, hvor pengene flytter frem og tilbage. De penge skal bare ud til folk, og så kan folk selv styre det, siger han.

Begge forslag indgår som krav til efterårets forhandlinger om finansloven, hvor regeringen og Dansk Folkeparti mangler et mandat i at have flertal. LA har allerede spillet ud med krav om at afskaffe multimedieskatten og udligningsskatten på pensioner og med forslag om, at indvandrere de første syv år i Danmark skal være afskåret fra gratis lægehjælp.

I en større sammenhæng lancerer partiet mandag en samlet økonomisk plan med titlen Mod til reformer.

Her samler partiet en buket af forslag fra de senere års rapporter fra eksempelvis Velfærdskommission og vismænd. Målet er at trimme den offentlige økonomi og sænke skatten.

- Vi har fundet reformer for 80 milliarder kroner. Og fordelen ved at tage de offentligt kendte rapporter er, at vi ikke bliver beskyldt for at fifle med tallene, siger Samuelsen.

Pakken indeholder kendte ønsker som færre offentligt ansatte, afskaffelse af efterlønnen, øget udlicitering, mindre erhvervsstøtte, bekæmpelse af sort arbejde, halvering af selskabsskatten og så mærkesagen: Maks 40 procent i skat.

/ritzau/

Forældre skal kunne bruge deres børns uudnyttede skattefradrag, og feriepenge skal udbetales løbende. Det foreslår Liberal Alliance på partiets sommergruppemøde

Offentliggjort Sidst opdateret