Liberal Alliance vil bruge 10 milliarder kroner på at halvere selskabsskatten, hvis næste års finanslov skal indeholde en ny vækstpakke til at få gang i økonomien.
Det siger partileder Anders Samuelsen, efter et møde med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om næste års finanslov.
- Vi har sagt, at i det omfang, der skal foretages nye initiativer a la vækstpakker, så vil vi have fokus på, om vi kan gøre noget ved virksomhedsbeskatning - om vi kan få den halveret - om vi kan få flere penge til forskning, og om vi kan gøre noget specifikt i forhold til iværksættere. Det er de tre temaer, vi har rejst ekstra i dag i forhold til de ting, vi har peget på tidligere, siger Anders Samuelsen.
Selskabsskatten i Danmark er i dag på 25 procent, men Liberal Alliance vil have den ned på 12,5 procent. Det vil ifølge partiets beregninger koste 10 milliarder kroner det første år. Udgifterne vil derefter falde årligt, og efter fem år vil halveringen ifølge partilederen ikke mere koste staten noget.
Liberal Alliance vurderer, at det vil skabe 5000 nye job i Danmark og kalder det "en investering i at få nye arbejdspladser og konkurrencekraft."
Finansminister Claus Hjort Frederiksen vil ikke kommentere Liberal Alliances udspil.
- Jeg vil slet ikke sige noget om, hvad resultatet af forhandlingerne bliver. Nu har de fremlagt deres forslag. Nu skal vi studere forslagene, lave materialer på dem, og så får vi jo lejlighed til at vende tilbage til det her i weekendens løb, siger Claus Hjort Frederiksen.
Han regner dog med, at partiet kommer med i finanslovaftalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde