LA vil have Løkke med på mere brugerbetaling

Lars Løkke Rasmussen var meget forsigtig, da han lørdag på Folkemødet i Allinge åbnede debatten om brugerbetaling for lægehjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er under en uge side, at Venstre efter kritik fra flere sider trak et forslag tilbage om at undersøge muligheden for brugerbetaling på uddannelser.

Hos Liberal Alliance er man dog klar til at følge op på åbningen fra Venstre og Lars Løkke Rasmussen. I sin partiledertale på Folkemødet i Allinge siger Liberal Alliances formand Anders Samuelsen:

- I Liberal Alliance er vi ikke bange for at bryde tabuer. For årtier tilbage gav det mening, at det skulle være gratis at gå til læge og gratis at uddanne sig.

- Vi vil gerne udfordre det dogme: Måske er der behov for, at vi lader os inspirere Sverige, hvor der er indført en lille brugerbetaling for at gå til læge.

- Det vil få os til at bruge lægen mere fornuftigt og kunne skabe en besparelse som kunne gå dels til nye behandlingsformer, dels til lavere skat, siger Anders Samuelsen.

Lars Løkke Rasmussen undgik omhyggeligt at tage stilling til forslaget fra Venstres spidskandidat i Region Syddanmark, Carl Holst, om, at det fremover skal koste 75-150 kroner at besøge lægen.

- Lyder det skræmmende? Det synes vi ikke. Måske kan det bidrage til, at vi klarer de små skrammer selv, og dermed bruger ressourcerne bedre, siger Anders Samuelsen.

Han vil også gerne have Lars Løkke Rasmussen til at genoverveje brugerbetaling på uddannelse:

- En lille betaling for at tage en uddannelse er et brud med en tradition. Men måske kunne en betaling på nogle få hundrede kroner per semester få de studerende til at vælge uddannelse med større omhu.

- Og være lidt mere målrettede i deres uddannelsesvalg.

- Lyder der skræmmende? Det synes vi ikke. Vi kalder det nytænkning, siger Anders Samuelsen i sin tale.

/ritzau/