LA vil indsætte professionelle bestyrelser på plejehjem
SVM-regeringen har varslet en ældrereform, som skal gælde fra 2025. Den er dog blevet udskudt flere gange. I Berlingske kommer LA-leder Alex Vanopslagh med sit eget bud. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
I et interview med Berlingske forstår Alex Vanopslagh (LA) en række reformer af ældreplejen.
Står det til Liberal Alliance skal ældreplejen forandres markant.
Det siger partiets leder, Alex Vanopslagh, i et interview med Berlingske.
De offentlige plejehjem skal frigøres fra kommunen, og plejehjem skal være selvejende og drevet af professionelle bestyrelser.
Alle ældre skal kunne fravælge det offentlige tilbud. Ældre skal kunne tilkøbe ydelser, og en kommission skal undersøge muligheder for det, foreslår partiet.
- I et moderne, frit og på mange måder et kapitalistisk samfund er vi jo vant til, at alt er individualiseret, at der er valgfrihed, og vi har skyhøje forventninger til, hvad vi kan få i fremtiden. Vi gider da ikke have vakuumpakket mad og ét ugentligt bad, bare fordi vi kommer på plejehjem, siger Alex Vanopslagh ifølge Berlingske.
Som en del af Liberal Alliances forslag lyder det også, at hver kommune skal have et privat plejehjem.
Private plejehjem skal betales det samme af det offentlige, som kommunale plejehjem i dag får af kommunerne.
Prisen for driften i de ti mest effektive kommuner skal sætte standarden for driften i resten af landet, foreslår partilederen ifølge Berlingske.
SVM-regeringen har varslet en ældrereform, som skal gælde fra 2025. Den er dog blevet udskudt flere gange.
Kommunerne står over for en kæmpe opgave med at skaffe hænder nok til at tage sig af et stigende antal ældre.
Antallet af ældre over 80 år stiger næsten 40 procent fra 304.000 i 2024 til 422.000 i 2030.
Det betyder, at der kommer til at mangle 19.000 medarbejdere i ældreplejen, hvis man skal opretholde det nuværende serviceniveau, viser en analyse fra magasinet Momentum, der udgives af Kommunernes Landsforening.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker