Lægeforening: Stil krav til alkoholbehandling
Det er ikke nok, at regeringen øremærker flere penge til behandling af alkoholmisbrug.
Der skal også følge kvalitetskrav til kommunerne med, mener Lægeforeningen, der siger, at kommunerne i mange tilfælde ikke har været gode nok til at behandle misbruget.
- Vi har i årevis efterlyst kvalitetskrav til alkoholbehandlingen, som i mange kommuner er alt for dårlig.
- Derfor opfordrer vi sundhedsministeren til at give kommunerne klare retningslinjer for, hvordan de skal give landets 140.000 alkoholafhængige en behandling, der virker, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen, i en pressemeddelelse.
Lægeforeningen er dog tilfreds med, at regeringen vil afsætte 112 millioner kroner til netop alkoholbehandling. Det sker i regeringens nye sundhedsudspil. Alkoholbehandlingen er en del af regeringens indsats for mere lige sundhed herhjemme.
En rapport fra 2012, som Statens Institut for Folkesundhed har lavet for Lægeforeningen, viser, at der er stor forskel fra kommune til kommune på kvaliteten af den kommunale alkoholbehandling.
Blandt andet anvender næsten halvdelen af kommunerne akupunktur i abstinensbehandlingen - en behandlingsform, som ifølge foreningen er uden dokumenteret virkning.
- Det er oplagt, at regeringen nu stiller de nødvendige krav til kvaliteten, samtidig med at området får flere penge, Mads Koch Hansen.
Over en halv million danskere har et skadeligt alkoholforbrug, og 140.000 er afhængige af alkohol.
I sundhedsudspillet ønsker regeringen også at hjælpe storrygere med at kvitte smøger, som led i at komme den store ulighed til livs.
Regeringen peger blandt andet på, at den rigeste fjerdedel af danske mænd i gennemsnit lever 10 år længere end den fattigste fjerdedel. Uligheden er næsten fordoblet på kun 25 år.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker