Læger er lunkne ved at nedlægge regioner

Lægeforeningen opfordrer politikerne til at undersøge grundigt, om det er en god idé at afskaffe regionerne og erstatte dem med tre sygehusregioner under professionelle bestyrelser.

- Erfaringerne fra England og Norge med lignende modeller er jo ikke entydigt positive. Sundhedsvæsnet er utroligt kompliceret at styre, og hverken patienter eller personale har brug for at skifte styringsmodel, hver gang der er folketingsvalg, siger Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen.

Det er helt afgørende, at sygehuse og praktiserende læger også i fremtiden hører under samme myndighed, tilføjer han.

- Det har stor betydning for, at vi kan give patienterne en sammenhængende behandling. Vi ved, at tæt samarbejde mellem de forskellige sektorer i sundhedsvæsnet giver bedre kvalitet og færre fejl, understreger Mads Koch Hansen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bør ikke blot kræve regionerne nedlagt. Han må også se kritisk på, hvordan kommunerne håndterer deres sundhedsopgaver, mener Lægeforeningens formand.

- Det er lidt for let blot at kræve regionerne nedlagt, når der ligger meget vigtige sundhedsopgaver i kommunerne. Deres håndtering af de nye opgaver, de fik med strukturreformen, er ikke imponerende, siger han.

Lægeformanden peger på områder som forebyggelse, behandling af alkoholmisbrug og pleje efter indlæggelse:

- Det er et stort problem, og derfor bør regeringen se på hele sundhedsvæsnet under ét, siger Mads Koch Hansen.

/ritzau/

Sygehuse og praktiserende læger bør stadig høre under samme myndighed, understreger Lægeforeningen.

Offentliggjort Sidst opdateret