Lærere: Vi har de bedste gymnasier i OECD

Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) lancerer i dag en kampagne, der gør opmærksom på et flot, men hidtil overset og negligeret resultat, som de danske gymnasie-uddannelser har opnået i en international rapport.

I den seneste udgave af rapporten "Education at a Glance" fastslår OECD, at de danske uddannelser uden sidestykke giver den største samfundsnytte inden for kredsen af OECD-lande.

Det sker for omkostninger, der ifølge GL kun ligger en smule over gennemsnittet i OECD.

- Det er meget påfaldende, at Undervisningsministeriet ikke har fundet anledning til at gå ud i offentligheden med en sådan nyhed, siger GL's formand, Gorm Leschly.

Da rapporten kom i september, fandt Undervisningsministeriet ikke anledning til at nævne det fine resultat på sin hjemmeside.

I en 21 linjer lang pressemeddelelse nøjedes undervisningsministeren med at konstatere, at de danske gymnasielærere underviser langt mindre end deres kolleger i andre lande.

- Lærerne på vores gymnasier har grund til at ranke ryggen og være stolte over dette resultat. Det viser, at vi leverer varen, og det er vel det, der tæller. Derfor må det undre, at en undervisningsminister går mere op i, om lærerne underviser et par timer mere eller mindre, vurderer gymnasielærernes formand.

Efter hans opfattelse giver det anledning til at spørge, hvorfor et sådant resultat ikke anerkendes i ministeriet.

- Om det kaldes spin eller vej, ved jeg ikke. Men bare for få år siden ville det være utænkeligt, at en undervisningsminister og et ministerium undlod at udbasunere nyheden, hvis OECD gav vores uddannelsessystem en sådan anerkendelse, påpeger Gorm Leschly.

Gymnasielærernes kampagne præsenteres bl.a. i form af dagbladsannoncer, en fanside på Facebook og hjemmesiden www.verdensmestrene.dk.

/ritzau/

Uinteressant for minister, at OECD placerede danske gymnasier på førsteplads. Hun ville hellere kritisere.

Offentliggjort Sidst opdateret