Landbruget: Aarhus overdriver miljøregning
Aarhus Kommune overdriver, når kommunen forudser millionregning som følge af landbrugspakke, siger landbruget.
Aarhus Kommune maler fanden på væggen, når kommunen melder ud, at regeringens landbrugspakke kommer til at koste store summer for aarhusianske vandforbrugere.
Sådan lyder meldingen fra direktør i Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.
Den aarhusianske teknik- og miljørådmand, Kristian Würtz (S), har anslået, at det kan koste borgerne i landets næststørste by en ekstraregning på op mod 95 millioner kroner.
Men beregningerne er "vildt overdrevne", siger Flemming Nør-Pedersen til landbrugsavisen.dk.
- Jeg finder det opsigtsvækkende, at Aarhus Kommune melder sig ind i diskussionen om landbrugspakken på så dårligt grundlag, hvor de helt bevidst ser bort fra tiltag, der beskytter grundvandet, siger direktøren fra landbrugets interesseorganisation.
Aarhus Kommune har i et høringssvar påpeget, at det kan koste forbrugerne dyrt, at landbrugspakken giver landmændene mulighed for at gødske markerne mere.
Skal der fortsat være rent vand i aarhusianernes vandhaner, kan det udløse en engangserstatning til landmændene på op til 95 millioner kroner over 25 år. Og den regning skal betales af aarhusianerne, lyder det fra kommunen.
Men det er noget vrøvl, lyder det fra Landbrug & Fødevarer.
Flemming Nør-Pedersen henviser til, at andelen af nitrat i det aarhusianske vand ligger langt under grænseværdien. Dermed er der hverken behov for indgreb eller for at kompensere landmændene.
Ifølge Flemming Nør-Pedersen er høringssvaret fra Aarhus en undskyldning for at føre en meget restriktiv politik over for landbruget.
Direktøren henviser til, at kommunen har planer om at forbyde sprøjtning med pesticider ved Beder syd for Aarhus, selv om alle pesticider er godkendt af myndighederne.
Ifølge rådmand Kristian Würtz er erfaringerne med pesticider dog netop grunden til, at kommunen er ekstra opmærksomme på mulige problemer med drikkevandet.
- Vi har særligt følsomme områder, hvor vi både finder gamle og nye pesticider i drikkevandet, og det er lige præcis derfor, at vi griber ind mod dem, og det er derfor, at vi advarer mod, at det samme kan ske med nitratindholdet andre steder, siger han.
Kristian Würtz siger endvidere, at grundvandet er kortlagt så nøjagtigt, at man præcist ved, hvor sårbare de enkelte områder er.
Den kortlægning burde man efter hans opfattelse tage udgangspunkt i, hvis man vil give landmændene mulighed for at gøde mere.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet