Det falder i dårlig jord hos landbruget, at regeringen nu rumler med kvoter på, hvor store mængder kvælstof landmændene må sprede på deres marker.
Landmændenes organisation, Landbrug & Fødevarer, acceptere regeringens mål om at begrænse udledningen med 40 procent per 2015. Men landbruget er imod kvoter og den slags, der virker som en generel begrænsning for samtlige landmænd.
Målet kan ifølge Landbrug & Fødevarers miljødirektør, Niels Peter Nørring, godt nås ved i stedet blandt andet at oprette flere vådområder og omlægge markdrift nogle steder til energiafgrøder, der ikke kræver så meget gødskning.
- Vi finder ikke, at man skal sætte ind med kvælstofkvoter. Man bør kigge på målrettede tiltag, der giver en god effekt ude i vandmiljøet og for naturen og klimaet, siger miljødirektøren.
Landbrug & Fødevarer forslår også, at landmændene får lov at gødske mere og dermed skaffe sig større udbytte på nogle marker, hvis de tager andre marker ud af almindelig drift. Det må landmændene ikke i dag, ligesom de også kun må gødske markerne til et niveau på under 15 procent af, hvad der ville være optimalt for høsten.
- Det betragter vi i forvejen som en kvote, siger Niels Peter Nørring.
Regeringen lægger op til, at kvoter skal bruges som instrument til at skære 10.000 ton kvælstof af det aktuelle forbrug. Andre 9000 ton skal i henhold til aftalen med Dansk Folkeparti om Grøn Vækst i landbruget forsvinde fra vandmiljøet hovedsageligt i kraft af vådområder og andre målrettede tiltag.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker