Landbruget: Virksomheder betaler klimaplan

Der er rosende ord at hente fra Landbrug og Fødevarer til miljøminister Ida Auken (SF) og regeringens nye handlingsplan for klimasikring i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men foreningen advarer om, at fødevareerhvervet kommer til at sidde med den største regning for regeringens indsats.

Med handlingsplanen skal kommunerne næste år bruge 2,5 milliarder kroner på klimasikring, som finansieres gennem spildevandstaksten.

Ifølge regeringen kommer det i gennemsnit til at koste omkring 20 kroner for en dansk familie, men da fødevarevirksomheder i Danmark er pålagt at bruge meget store mængder vand til rengøring, kommer netop de til at betale dyrt, vurderer Landbrug og Fødevarer.

- Det er altså ikke hverken Danish Crowns eller Arlas skyld, at det danske kloaknet ikke er gearet til at håndtere klimaforandringerne.

- Derfor er det helt skævt, at fødevarevirksomhederne skal betale så stor en del af klimatilpasningen, siger direktør i Landbrug og Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.

Men bortset fra finansieringer er der flere gode elementer i miljøministerens klimasikringsplan, mener organisationen.

- De øgede regnvandsmængder er kommet for at blive. Derfor synes jeg, det er godt, at regeringen tager fat i denne meget væsentlige udfordring. Fødevareerhvervet er nok et af de erhverv, der mærker klimaforandringer allermest markant, siger Flemming Nør-Pedersen.

Hos vandsektorens brancheorganisationen, Danva, glæder de sig over regerings nye strategi. Men danskerne skal huske på, at planen ikke løser problemerne nu og her, påpeger direktør Carl Emil Larsen.

- Det er fortsat op til den enkelte husejer at investere i løsninger i sin ejendom. Og så bør borgere, der bor på steder, hvor der er risiko for oversvømmelse, tænke på at placere de mest kostbare ejendele et andet sted end i deres kælder, siger Carl-Emil Larsen.

/ritzau/