Lange ventetider plager københavnerne hos kommunen
Den københavnske borgerrådgiver - hovedstadens svar på en lokal ombudsmand - retter en skarp kritik af den sagsbehandling, som landets største kommune tilbyder sine halvanden million borgere. Det skriver Avisen.dk.
Sagsbehandlingen er præget af fejl og alt for lange ventetider og har været det i årevis uden tegn på forbedringer. Det fastslår borgerrådgiverens beretning fra 2012, der fredag aften skal diskuteres i borgerrepræsentationen.
- Det her er et alvorligt problem, siger borgerrådgiver Johan Busse til Avisen.dk.
- Fejlprocenten i sagsbehandlingen bliver ved med at ligge på den forkerte side af 50 procent, uanset om vi kigger på konkrete klagesager eller tilfældigt udvalgte sagsområder, tilføjer han.
Borgerrådgiveren er den myndighed, som borgerne kan gå til, hvis de vil klage over kommunens afgørelse.
I den seneste beretning sætter man et kraftigt spørgsmålstegn ved både evnen og vilje til at nedbringe antallet af fejl i kommunens syv forvaltninger.
Sidste år behandlede borgerrådgiveren 904 klager, som indeholdt i alt 1737 klagepunkter, viser beretningen.
De fleste handler om sagsbehandlingstid og manglende svar. Derefter kommer manglende eller forkert vejledning og kommunens afgørelser i diverse sager.
I Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, der tegner sig for de fleste klagepunkter, afviser direktør Thomas Thellersen Børner, at der er tale om en dårlig sagsbehandlingskultur i hans forvaltning:
- Borgerrådgiveren har registreret omkring 900 klagepunkter i vores forvaltning i år. Jeg synes, at man skal se det i forhold til, at vi har omkring 125.000 juridiske afgørelser om året. I det lys er tallet ikke skræmmende højt, siger han.
Lars Aslan Rasmussen, der sidder i Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne, vil nu stille krav til forbedringer.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde