Langelændere på vej til Christiansborg: Regeringen sparker på os
Mange langelændere var mødt frem for at markere deres modstand ved et borgermøde på Langeland i sidste uge. Nu drager flere hundrede til København for at demonstrere forud for politiske forhandlinger om planen om et udrejsecenter. (Arkivfoto). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Frustrerede langelændere har kurs mod Christiansborg for med 200 bannere at kæmpe mod plan om udrejsecenter.
Tirsdag eftermiddag er fem busser med 250 personer på vej fra Langeland med kurs mod Christiansborg for at demonstrere mod planen om et udrejsecenter.
- Der er flere af os, der næsten ikke har lukket et øje, siden regeringen pegede på Langeland.
- Så selvfølgelig tager vi afsted for at fortælle politikerne, at vi ikke vil acceptere deres forslag, siger Cecilia Vanman, butiksejer i Bagenkop, i telefonen fra bussen.
Et politisk flertal har udtrykt modstand mod planen om at huse 130 kriminelle udlændinge og udvisningsdømte på centeret Holmegaard på Sydlangeland.
Tirsdag aften har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) så indkaldt ordførerne til en drøftelse af sagen.
Med i busserne har langelænderne 200 bannere, hvor der står "Langeland siger nej".
Placeringen af centeret på Langeland vil være en katastrofe for turismen, mener Cecilia Vanman.
- Vi lever af turisme, og det her vil ødelægge vores turismeopsving, siger hun.
De senere år er det lykkedes langelænderne at tiltrække flere turister.
Men den gode udvikling vil ifølge Cecilia Vanman blive sat over styr, hvis Langeland bliver hjemsted for kriminelle udlændinge og udvisningsdømte.
- Langeland er en af de fattigste kommuner og har haft det svært i mange år. Nu er vi ved at rejse os. Så kommer regeringen med det her forslag og sparker på os, siger hun.
Cecilia Vanman forventer, at demonstrationen kommer til at vare til ud på aftenen og forsikrer, at alt kommer til at foregå i ro og orden.
- Nogle af os skal også hjem og passe et arbejde i morgen, siger hun.
Ud over 250 personer i busserne er det også forventningen, at der kommer et antal langelændere i egne biler og medvirker i demonstrationen.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker