Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er klar til at sende flere penge til Haiti. Regeringen har allerede sat 10 millioner kroner af til at hjælpe efter jordskælvet, men beløbet kan sagtens blive endnu større, siger statsministeren til TV2 News. Det vigtigste er, at FN får styr på katastrofens omfang og fortæller, hvad der er brug for.
- Det er nu op til FN at få et overblik. Vi regner med at få de første meldinger i løbet af kort tid, og så er Danmark naturligvis klar til at yde vores bidrag. Så vi er klar til at yde ekstra hjælp til Haiti, siger statsministeren.
Han tilføjer, at Haiti i forvejen er hårdt ramt af fattigdom. Reaktionen kommer kort efter en række partier har kritiseret regeringen for ikke at sætte flere penge af end de 10 millioner kroner, udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) onsdag erklærede, at Danmark er klar til at betale.
Lars Løkke Rasmussen sammenligner katastrofen på Haiti med tsunamien, der krævede næsten en kvart million ofre i Asien i 2004.
- Det rammer jo ekstra hårdt på Haiti, der i forvejen er et skrøbeligt og fattigt land. Det ligger nu totalt i ruiner, og der er akut brug for nød- og katastrofehjælp. Dette her kommer til at tage lang tid at genopbygge - også når kameraerne er slukket, siger statsministeren.
Der er foreløbig meldinger om 11 danskere, der var på Haiti, da jordskælvet ramte landet natten til onsdag. Udenrigsministeriet har fået kontakt til de ni, og der er foreløbig ingen meldinger om, at katastrofen har krævet danske ofre. Ministeriet sender fredag to medarbejdere til landet.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde