Lars Løkkes søn går efter en plads i Europa-Parlamentet
Bergur Løkke Rasmussen har en militærkarriere ved siden af politik. Foto: Olafur Steinar Gestsson/arkiv/Ritzau Scanpix
Olafur Steinar Gestsson/arkiv/Ritzau Scanpix
Bergur Løkke Rasmussen er indstillet som kandidat til EU-Parlamentet. EU skal i øjenhøjde med danskerne.
Der kan komme til at stå Løkke Rasmussen på stemmesedlen til europaparlamentsvalget i maj 2019.
Lars Løkke Rasmussens 28-årige søn, Bergur Løkke Rasmussen, går efter en plads i Europa-Parlamentet, efter at Venstres Europaudvalg i København har indstillet ham som kandidat.
- Jeg er utroligt glad for, at bestyrelsen synes, at jeg er en stærk kandidat, siger Bergur Løkke Rasmussen.
At få EU i øjenhøjde med danskerne og især hans egen generation er en mærkesag, som han vil kæmpe for.
- EU skal hjem til danskerne - måske især til den generation, jeg selv tilhører. For mange unge kan EU og parlamentet virke utroligt fjernt, siger han.
Bergur Løkke Rasmussen håber, at en større indsigt i EU kan give folk mere lyst til EU-samarbejdet, som ifølge ham er utroligt vigtigt.
Han betegner sig selv som en stor fortaler for EU-samarbejdet - men ikke betingelsesløst.
- Min tilgang til det bliver, at der skal samarbejdes, hvor det giver mening, men der skal også være plads til suverænitet.
Efternavnet skaber opmærksomhed hos vælgerne. Bergur Løkke Rasmussen mener, at det kan give ham en lille fordel.
- Jeg har den fordel, at folk kender mit efternavn. Det giver en association, den kan være god som dårlig, siger han.
Men statsministersønnen håber, at vælgerne også vil kigge på fornavnet.
- Jeg vil håbe, at vælgerne bliver interesseret i, hvem den fyr, der stiller op, er. Forhåbentlig vil de gerne høre om, hvad jeg personligt mener.
- I det her tilfælde er det Bergur og ikke Lars, der stiller op til Europa-Parlamentet, siger han.
Den endelige afgørelse om kandidaturet træffes på et opstillingsmøde blandt Venstres medlemmer i Storkreds København 11. september.
Politik er ikke ukendt for Bergur Løkke Rasmussen, da han tidligere har siddet i regionsrådet for Venstre i Region Hovedstaden.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker