Lederskribenter advarer Lars Løkke efter comeback
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, skal træde varsomt, selv om Venstres hovedbestyrelse natten til onsdag efter et langvarigt krisemøde lod ham fortsætte på posten.
Advarslen til Venstres formand kommer fra flere lederskribenter onsdag morgen i hurtige ledere på nettet, efter at dramaet i Odense Congress Center trak ud til efter papiravisernes deadline onsdag.
Ekstra Bladet dømmer Lars Løkke Rasmussen ude med disse ord:
"Lille Lars fra Græsted bør under alle omstændigheder være en færdig mand i dansk politik - fældet af sin egen umoral. De kommende måneder vil vise, om han har trukket partiet så langt ned, at vejen er banet for Kristian Thulesen Dahl som ny leder af blå blok".
Morgenavisen Jyllands-Posten betvivler i sin leder på netavisen, at nogen vandt ved nattens drama i Odense Congress Center:
"Venstre står tilbage som et splittet parti, som skal hele de dybe kløfter, der blev gravet, mens sagen buldrede. Og ikke mindst et parti, som skal genvinde vælgernes tillid".
Politikeren Lars Løkke Rasmussen bekræftede gennem stædighed og veltilrettelagt taktik sit mandat, men fundamentet er skrøbeligt, mener avisen under overskriften "Voldsomt nyt fra V-fronten".
For pressen var forløbet en barsk lektion i, hvor risikabelt det er at basere formidlingen på spin, halve sandheder og gætterier", skriver Jyllands Posten og slutter:
"Lars Løkke Rasmussen gik hele vejen. Prisen er høj. Der er ikke plads til flere udfald, som kan så tvivl om hans evne og robusthed til at bestride posten som Danmarks statsminister".
Berlingskes lederskribent krydser på netavisen b.dk fingre for, at "der ikke er nye bilag undervejs. Husk at banke under bordet også", hedder det.
"Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis store opgaver i Venstres bagland, hvor frustrationen over elitær og endda magtarrogant topstyring fra Christiansborg er stor. Men mon ikke de sidste uger har lært Lars Løkke Rasmussen noget om ydmyghed", skriver avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker