Lektor: Juridisk ansvar for Skats skandaler kan næppe placeres
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) oplyste mandag aften, at han vil gå i gang med at forberede et oplæg og indkalde til drøftelser af Folketingets ønske om en undersøgelseskommission (arkivfoto). Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Politisk flertal vil have kommission til at undersøge Skats skandaler. Den mest grundige metode, siger lektor.
Et skrottet it-system, svindel med udbytteskat og fejl i ejendomsvurderinger er blot et udpluk af de skandalesager, der har ramt Skat de seneste år.
Og den mest grundige måde at komme til bunds i sagerne på er at nedsætte en undersøgelseskommission, som et flertal i Folketinget mandag bakkede op om.
Det mener lektor Sten Bønsing, der forsker i forvaltningsret på Aalborg Universitet.
- Men man kommer efter min opfattelse ikke til at placere et juridisk ansvar. Man kan få undersøgt, hvad der er foregået, så man kan blive klogere på det, siger han.
- Ulemperne er typisk, at det er meget langvarige undersøgelser, fordi de er grundige. Det hænger ofte sammen. Og de er selvfølgelig også ofte meget dyre, tilføjer lektoren.
De seneste år har der siddet en lang række politikere fra både rød og blå blok i Skats ministerkontor.
Ministrenes ansvar for Skats skandalesager kan en undersøgelseskommission ifølge reglerne ikke vurdere.
Og der er næppe nogen af dem, som vil blive dømt for et eventuelt ansvar med udgangspunkt i en kommissions arbejde, vurderer Sten Bønsing.
- Der er meget korte forældelsesfrister for strafferetligt ansvar i Danmark, forklarer han og uddyber:
- Det vil sige, at man kunne overveje politisk at lave vurderinger af, om vi skal have længere forældelsesfrister for at have nemmere ved at placere et ansvar.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) oplyste mandag aften, at han vil gå i gang med at forberede et oplæg og indkalde til drøftelser af Folketingets ønske om en undersøgelseskommission.
Adspurgt om det bliver inden sommerferien, svarede han:
- Det er selvfølgelig så hurtigt som muligt.
- Men jeg tror, at partierne har en forventning om, at vi ikke bare mødes til en løs snak, men en reel politisk drøftelse. Det kræver, at tingene bliver forberedt, og det tager tid. Men så hurtigt som det overhovedet er muligt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned